Da Trolddomen hved - & need Paa Jorden han Da som nu Vaer ved at lefve, ved at aande, Ved hver Bevgelse saa at nsten Dend vaer
Medens han gik Blandt Mennisker, han skuffed frst: I Liivets ydre vaer der intet Lig det han flt i Ulvens Liiv
De trller ham Med at Sind ham, Een Krafft aff Natur, Som Sanser uden
Han gliider blandt dem, streifer i sit Jag Lig Kvldens Farver, Aandedrag
For ingen Guderst nogensinde Git Svar paa hvem han skiulede Dmon, & Varulv Vaer kund paa det de aldrig kunde finde
End han - I hans Hirte: Een tung Som det Hav Der eldsker Dyb
Der - I Vintrens han al deris Glde, Liiv, Mod &
Maanen, paanye, Hilser ham fra en sunken
...Oc ved den Midnattssalme Som i Natten vver Skald de atter falme
The did breake and gave release To amongst Mankynde But then, as now, the Of living, breathing, yea move A burden approaching
he was As he with men On the surface of life - no No change as the within
They fear him, fooles A pure, nature unveil'd Perception delusion
Amongst them he unseen a tint if Twilight The of Night
No of God did tell Man He did hide & Phantom, Daemon & Beast - Mere names to what they fear'd
But he - In his An abyss unfathomable As teh sea loves its deeps
- An shadow crawling O'er the soil All Hope, Joie & Life he
The Moone, anew, Bids him welcome from a sky
... And by the Of his psalme shall be harvest agayn From the Pious of men